Abild-Tved Stien - En-to-tre-fir’-fem-seks-syyyv...
Washington
Washington er navnet på gården her for enden af vejen Washingtonvej – det nuværende stutteri, Curly Farm, og Nr. Abild Maskinstation. Bygningerne ligger bagud inde mod højre langt uden for alfarvej. Washington er nævnt første gang i 1906 og man kan kun gisne om navnets oprindelse. Måske syntes man, at stedet ”lå så langt uden for lands lov og ret, at det lige så godt kunne være i Washington”.
Gulspurven er Kornværlingens/ Bomlærkens fætter. I størrelse, facon og levevis minder de om hinanden. Men gulspurven – især hannen – er tydeligt gul – først og fremmest i hovedet og på halsen, men også maven lyser gult. Gulspurven er en værling, som lever i det åbne land, men trives også, hvor der er større bevoksninger af træer. Ja, såmænd også gerne i nåleskove – især i unge, lysåbne kulturer.
Sangen er nem at kende: En-to-tre-fire-fem-seks-syyyyv. Gulspurven tæller til 7, når den synger fra toppen af en busk eller fra et levende hegn.
Som Kornværlingen kan Gulspurven ses året rundt – i yngletiden parvis og efterår og vinter i mindre flokke.