Bremsbøl Sæd stien - De ulykkelige mord i Sethe
Skamstøtten
Skamstøtten her bevidner i dag at det man tidligere betragtede som en hjerteløs kvindes grusomme udåd, også var et resultat af en stakkels kones fortvivlelse over sin families håbløse vilkår, hvor hverken hendes mands slægtninge eller sognerådet ville hjælpe. På den tid var der intet socialt sikkerhedsnet til at hjælpe hende og hendes fire børn, så det endte nok med, at kvinden blev sindsforvirret af fortvivlelsen.
En enlig moders drab på sine fire børn og efterfølgende selvmord her i Sæd, vidner om den umulige situation, fattige familier var i, i begyndelsen af 1700-tallet. Kvinden har formentlig tigget, og boede med 4 små sultne børn i en fugtig og kold hytte, uden hverken mad eller brænde. Først i 1715 indførtes klinkpungen i kirken i Ubjerg, hvor de velstillede kunne bidrage til frivillig fattigforsorg. Efter indførelsen af ‘Forordningen om fattigvæsenet’ fra 1841, fik Sæd/Ubjerg Sogn en fattiggård.
Fattiggården ved Sædmark, mellem Ubjergvej 7 og 9 modtog fattige fra Sæd og Ubjerg, men blev først indviet med 5 voksne og 4 børn i 1859.
Landsbyen Sæd
Sæd har siden tidlig middelalder været den største landsby i Ubjerg sogn. Landsbyen Sæd ligger på en svag hævning ude i et fladt og åbent marskområde. Denne hævning i landskabet er en naturlig sandbanke, der er blevet aflejret af Vidåsystemet. Landsbyen er således omgivet af marsk på 3 sider, og så er der vejen mod vest til Ubjerg, hvor kirken derfor lå. Indtil afvandingen i 1920’erne var Sæd omgivet af vand mod nord, øst og syd fra sent efterår til sent forår.
Navnet Sæd kommer oprindelig af det gamle ord ”Sæthe”, der betyder at sidde eller bosætte sig.
Flere af byens ældre gårde er placerede på værfter med sluttede helheder med stuehus og udlænger. Landsbyen er typologiseret som en slynget vejby og bebyggelsen er domineret af de ældre gårde. Sæd fremstår som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår strukturen i landsbyen og hvad angår bebyggelsen med et stort antal velbevarede gamle gårde med bevaret ældre landbyggeskik.
Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr, var der bagning, røgning og slagtning, så børnene hjalp altid med. Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små, næsten jordløse – ”kådnere” og daglejere og en række større og solide gårdmænd og begge samfundsgruppers ejendomme ses endnu tydeligt i landsbyen.
Gartneri og Sæd kartofler
Landsbyboerne i Sæd havde selve byjorden – Grønningen midt i byen. Her kunne hvert hus og hver gård dyrke kartofler (gullige ”Sædingerkartofler”) og grøntsager, der fremavledes ved intensiv dyrkning, og som kunne sælges både i den nærliggende købstad, Tønder, men også så langt borte som i Flensborg og Husum solgte landsbyboerne grøntsager.
Sæd kartofler var i flere århundreder kendt og værdsat på begge sider af den nuværende landegrænse som værende af særlig høj kvalitet. Blandt andet nævner en pastor Kallmer i Faretoft ved Dagebüll i en beretning i 1796, at der i Sæd avles mange grøntsager og urter.
I Sæd var det almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder ved husene og gårdene i Sæd, idet man mente, at almindelig pløjning ville ødelægge kartoffelhøsten.
Gråspurvehan med grå kalot. Gråspurvehunnen er mere ensfarvet grå og brun. Hos skovspurven er han og hun ens.
Du fattige spurv, flyv ned fra tag Spurvene holder til ved huse og gårde. Ved du, at der findes både gråspurve og skovspurve? Meget ofte er begge slags spurve i samme flok. Heldigvis er de nemme at kende forskel på. Gråspurvehannen er grå oven på hovedet, mens skovspurven har en brun kalot.
