Korntved-Rørkær Stien - At være marskbo var ikke let

Oversvømmelser, opstemning og afvanding i Marsken Det var ikke let at være marskbo. Gennem århundreder havde man forsøgt med mere eller mindre effektiv afvanding. Kanal- og digebyggeri pågik konstant. Gang på gang bød tilværelsen på oversvømmelser og stormflod. Saltvand stoppede jordbrug i flere år, og når åerne i regnfulde somre gik over deres bredder, var det meget besværligt at bjerge både hø og korn. Jævnligt flød høstakke væk, ud i et af de mange vandløb. Allerede i Tønder Amts Jordebog fra 1712 nævnes opstemning af vandet og indretning af engene ved hjælp af stemmeværker, således at engene kunne få større betydning for bønderne. I marsken og i Tønder var man efterhånden så trætte af vandet, at der måtte ske noget. En samlet afvanding kunne kun gennemføres med afvanding både nord og syd for grænsen. Tiltro til myndighederne var der bestemt ikke. Desuden var en samlet afvanding forbundet med store økonomiske udfordringer. Store dele af marsken lå indtil en meter under nul og beboerne i marsken kunne ikke selv blive enige. Der var masser af forskellige planer om dige-, kanal- og slusebyggeri, men disse blev altid nedstemt med flertalsbeslutninger blandt digefogeder og kogsinspektører og oversvømmelserne drillede fortsat. I 1923 blev Hedeselskabet opfordret til at foretage undersøgelser og udarbejde planer for afvanding af Tøndermarsken. I begyndelsen af 1925 blev planerne vedtaget i både folketing og landsting og finansieringen blev aftalt. Derfra gik det stærkt. Fra 1928 og til 1930 var en omfattende udbygning af kanalnettet med ca. 250 km store og små kanaler gennem et areal på 13.300 ha marskjord gennemført. Vidåen og dens forskellige tilløb var blevet reguleret. Der var anlagt 80 km diger og byggesummen kom op på 6,2 millioner kroner. I 1932 var afvandingen også afsluttet i Tyskland. Landskabet i marsken havde for altid ændret sig og ligeså livet for mange af beboerne. Søer og sumpe blev udtørret. Fiskeriet ophørte næsten. Tagrørsbevoksningen forsvandt. Det var slut med marskboernes gamle næringsveje. Fremover måtte man ernære sig ved det traditionelle landbrug. Hverken rørskærerne eller de gårde, der levede af rørskæringen vidste, hvad de gik ind til.

I Korntved så familien Petersen mulighederne En af familien Petersens sønner vendte hjem efter at have været tysk soldat under første verdenskrig. Han fik sammen med mange andre af egnens unge mænd arbejde med at grave de mange kanaler i forbindelse med afvandingen. Da afvandingen så var en realitet og marskjorden indtil gest-randen nu var tørlagt og kunne dyrkes intensivt, blev en del af marskjorden her opkøbt af Petersen og udstykket og gården Tønder Mark stod færdigbygget i 1935 med et samlet areal på knap 100 ha. Gården blev overtaget og drevet af den ene af sønnerne som kvæggård. Herfra blev der bl.a. produceret og leveret børnemælk til mødrene i Tønder.

Hvid vipstjert: Den hvide vipstjert har ikke fået sit navn uden grund. Sort, grå og hvid og med en lang hale, som ustandselig vipper op og ned. Det er nemt at se. Den holder til på græsflader, på sand og grus, på gårdspladser. Som regel nede på jorden, hvor den er på insektjagt.